Haven genereltHavens afdelinger
Billeder fra havenHavekalender
PlantesalgetHavens beliggenhed
Links

Haven generelt

Det hele tog sin begyndelse med overtagelsen af en nedlagt branddam over for beboelsen i 1980. Brandammen blev opfyldt med ca. 3000 m3 jord, dog blev et område bevaret og opgravet, og dette udgør således i dag den ene af de 3 søer som er i haven.

Brede læhegn blev plantet som værn mod den hærgende vind i det kystnære område, og først derefter kunne det egentligt anlæg påbegyndes.

Tusindvis af m3 materialer til jordforbedring blev fyldt på de forskellige omhyggeligt udformede bede og iblandet den eksisterende lerede jord, hvorefter bedene gradvis kunne tilplantes.

Efter flere udvidelser, bl.a. med et nyt arboret i 2017 på 25.000 m2, udgør arealet i dag 55.000 m2, og haven rummer en af Nordeuropas største privatejede plantesamlinger.

Havens mange forskellige anlæg er præget af en inspiration, som hovedsageligt er hentet i de berømte engelske haver, som ejeren har besøgt utallige gange.

Kendetegnende for haven er, ud over det spændende anlæg, især den helt unikke plantesamling, de tusinder af grønne frøer i havens søer og det rige fugleliv, da haven ligger som en oase i det lollandske landskab, som hovedsageligt består af flade marker.

Som eksempler på havens store samlinger kan nævnes i anslåede antal forskellige sorter i de slægter, som er bredest repræsenterede: 1300 rhododendronarter, og hybrider, 280 magnolier, 40 bambus, 1000 hosta, 700 hemerocallis, 500 pæoner, 500 helleborus, samt mange andre forskellige planteslægter i større sortsantal, som f.eks hydrangea, acer, ilex, malus og mange andre planter.

I haven er opsat bænke flere steder, hvor det er tilladt af nyde sin evt. medbragte mad, hvilket også er muligt i pavillionen, som står i arboretet. I pavillionen er plads til max. 12 personer.